Musikken

Hele miseren startede da vi boede i Aalborg.

Jeg har vel været 5-6 år, og havde ved juletid fået 100 kr. til at købe julegaver til familien for. På min julegavejagt i Vejgaard, kom jeg forbi en legetøjsforretning som falbød en kinesisk “Lark”-ukulele til den nette sum af 90 kr. Det efterlod mig med 10 kr. til resten af julegaverne.                              Mor fik en halskæde med delvist ægte perler, far et cigaretetui i elegant flet og min søster et eller andet hverken hun eller jeg husker.

Til gengæld stod jeg med mit første instrument i hånden.

Da jeg var dreng, lå jeg ofte og lyttede til min far, når han troede sig alene om natten og sad og hyggede sig med sin guitar. Jeg er sikker på at han benyttede sig af den bedst fungerende selvterapiform: at sidde og spille for og med sig selv uden tilhørere. Jeg begyndte at smuglåne hans guitar, når han ikke var hjemme. Så kunne jeg sidde i timevis og afæske guitaren dens hemmeligheder. Jeg lånte hans undervisningsbøger; han underviste nemlig på den lokale musikskole i en periode. Jeg spurgte ham aldrig til råds, på trods af at han er en god og kærlig far, som med glæde havde vist mig et par ting eller to. Måske fordi jeg kunne mærke at det var “hans ting”, når han var alene, eller måske fordi jeg “ville selv” som man jo vil i de unge drengeår.

Som ti-elleveårig blev jeg taget med til Rebild Spillemandmuseum, hvor der var ”Liegstouw” (legestue på himmerlandsk) hver søndag. Min far spillede og spiller stadig guitar med Rebild Spillemændene . Når det ind i mellem lykkedes mig at trække noget brugbart ud af violinen eller harmonikaen, blev der nikket med et smil fra de ældre herrer, hvoraf nogle af dem var over firs. Jeg havde her oplevelsen af et jævnbyrdigt kammeratskab, en anerkendelse og accept på tværs af alder, som jeg stadig er imponeret over, og hvis lige jeg ikke har mødt andre steder. Derudover fik jeg en skøn berøringsflade med min far; ligeledes på et jævnbyrdigt plan.

En aften i startfirserne kom min far hjem fra en våd fest, hvor nogle af hans venner havde spillet. I pausen, hvor min far var “u´ bag ved” og dele et par kringler, overhørte han orkestret aftale, at de ville smide bassen ned foran scenen og så alle mand springe ned på den for at gøre det af med den. Deres bassist havde nemlig en gammel hvid Höfner-bas (model 185 Artist), som havde skrattet og sat ud de sidste mange år. Min far fik dem heldigvis på andre tanker, og formedelst en ukendt flaske pullimut, fik han sneget den med hjem. Efter et par timer med en loddekolbe, lidt snilde og en portion himmerlandsk mojo, var Höfneren spilleklar igen. 

Således blev jeg bas-ejer! 

 Min far var på det tidspunkt stødt ind i nogle andre tilflyttere, som også spillede musik. Sammen med dem fik jeg lov til at lære at spille bas, men ingen vidste rigtig hvad en bas skulle, så jeg spillede løs ud af det glade liv. Min tid som melodispiller gjorde, at jeg blandede mig rigtig meget i det melodiske, og ikke var så grundtone-fikseret. Det har jeg arbejdet med i mange år, men gør vel også at jeg spiller som jeg gør i dag. Heldigvis findes der folk som kan lide den slags renegat-bassisme, men jeg skal hele tiden være over mit spil for ikke at stikke for meget af. 

Frihed under ansvar, kaldes det vel….

Jeg var så heldig at komme på Mellerup Ungdomsskole i 10. klasse, hvor min horisont blev udvidet enormt; såvel menneskeligt som musikalsk. Spændende mennesker fra alle sociale lag med alverdens oplevelser, nederlag, opture og erfaringer i bagagen. Der var drengen, hvis mor kom med pot til drengen, når han ikke havde mere; hippien med det lange hår og et outfit taget ud af  1972.

 Der var landmandssønner, stenbrodrenge, upperclass-piger, hippietøser og alskens andet godtfolk. Alle med den indstilling at vi skulle have et dejligt år sammen, og at man kunne smide den facade man havde bygget op, på bålet og starte på en frisk.

Smukke mennesker i farvestrålende gevandter, duften af røgelse og varmen fra levende lys. Hippietiden om igen med forsinkelse. For mig var det en overjordisk oase, hvor der var plads til alle. Og nu, her mange år senere, er min datter startet på den samme skole; vildt og lidt skræmmende for en far, når jeg tænker tilbage på hvad vi lavede……

Korsang, popnumre og det der mærkelige fænomen kaldet Jazz, blev ligeledes en del af paletten. En pige spurgte en dag om jeg ville være med til at ”jamme noget swing”. Jeg anede ikke hvad det betød, men hun var sød så jeg sagde ja! Hun var venlig og tålmodig med min ikke eksisterende node- og becifringslæsning. 

Tak Kirsten!  Det var med til at åbne mine ører op overfor det faktum at der kan være mere end tre akkorder i et stykke musik, og jeg lærte at finde rundt i mere komplekse musikalske universer og også at holde af det lag af ekstra facetter som udvidede harmonier kan tilføje. En fyr på skolen solgte mig en bas for trehundrede kroner. Han havde taget båndene af halsen med en skruetrækker, og ikke gjort andet. Den lød rædselsfuldt, bortset fra tre eller fire steder på gribebrættet, hvor den til gengæld sang som en engel. Der startede min hang til båndløs bas; en hang jeg nok aldrig kommer af med, og som passede rigtig godt til de nye genrer jeg stødte på.

  På skolen mødte jeg mange ligesindede, som ligesom mig levede og åndede for at udtrykke sig musikalsk.

 En stor kontrast til min himmerlandske opvækst, hvor jeg mødte ind på skolen ti minutter før de andre, for at skjule min violin de dage hvor jeg skulle til spil. 

Ellers var fiolen kommet over knæet, og mit ry som ”bøsserøv” ville blive understreget. Min seksuelle observans har dog aldrig vristet sig væk fra den mest grå og i denne tidsalder noget umoderne udgave: Hvid cis-kønnet mand med hang til skønne piger og kvinder. Betegnelsen “bøsserøv” var sikkert valgt i mangel af bedre, som udtryk for at jeg ikke var som flokken.

 Et andet udtryk som jeg kom til at holde rigtig meget af, er “pong”. “Ååårh, din pong!”, kan betyde alt fra det værste afskum på jorden, til at man er rigtig sød, fræk og dejlig. Det hele beror på glimtet i øjet og måden det siges på.    At få at vide af en smilende nordjysk pige at man er en pong, ligger mange vægtklasser over når en københavnerpige siger at man er fantastisk, spændende, sexet og smuk.

Men langt hår fik jeg, og en guldørering blev det også til. Gennem opholdet på Mellerup havde jeg fået pondus til at stå ved at jeg ikke var, og egentlig heller ikke ønskede at være, som flertallet på min hjemegn. Det gjorde mig stærk, men nok egentlig også til en stædig rad. Stædighed og stolthed kan både være en fordel og en ulempe, men jeg synes jeg har fundet en anstændig balance med årene. 

Et stort undskyld og en samtidig lige så stor tak for accept, skal lyde rundt i den store, skønne og brogede flok jeg har omgivet mig med i livet indtil nu! 

Siden hen opdagede jeg en stribe andre kunstnere, ud over Bob Marley, Joni Mitchell, Bob Dylan, James Taylor og Pink Floyd, som allerede var i samlingen.  Det var kunstnere jeg selv fandt frem til, blandt andet via busture ind til bibliotekets musikafdeling i Aalborg, hvor jeg stod med en lyttelap i hver hånd, mens LP´en snurrede sine 33 1/3 omgange i minuttet. Den ene ukendte LP efter den anden tilegnede jeg mig lyden af.

Af de vigtigste kan nævnes: Jan Garbarek, Keith Jarrett, Egberto Gismonti, J.S. Bach, Paco de Lucia, Weather Report,  og mange flere.

Indehaveren af det hedengangne “Pladepusheren” i Aalborg, Per Vinther, havde også en stor opdragende effekt på den nysgerrige unge mand. Når man bladrede LP´erne igennem i butikken, kom han ofte hen og rådgav, eller kom med andre forslag. Store dele af min samling er købt kun på hans anbefaling.

Per var trommeslager og sanger i flere Aalborgensiske orkestre fra ´70´erne og frem. Han døde desværre alt for tidligt i 2022, men nåede at præge/opdrage mange mennesker musikalsk. Også som DJ på “Pusterummet”, hvor han spillede lige det han synes folk havde godt af at høre; nogle gange til stor irritation for festglade lørdagsgæster.

Tak for det hele, Per, hvor end du er nu. Jeg kipper med hatten!

Når der så var gået lidt tid med de nyeste fund, kunne jeg høre de samme plader inde fra min søsters værelse. Måske takket være de mixtapes jeg skubbede ind under hendes dør?!

Vores forældres køkken var så lydtæt (eller vores forældres tolerancetærskel så høj), at vi kunne sidde i køkkenet og dele den ene kande te efter den anden til tonerne af de førnævnte kunstnere.

Derudover blev også verdenssituationen ordnet ved de natlige seancer.