Barndommen

Jeg blev født i Silkeborg, hvor jeg boede med min mor. Min mor var færdig som sygeplejerske fra Bispebjerg sygehus og fik job i Silkeborg, indtil vi kunne flytte tilbage til min far, som stadig læste i København.                                Vi boede i Brønshøj til jeg var fem år. Her kom min lillesøster Mette til verden.

 Jeg voksede op i et trygt hjem med højt til loftet og sjove venner af huset til tonerne af Procol Harum, Simon & Garfunkel, Bob Dylan, The Band og Carole King på bagkanten af hippietiden, og på bagsædet af vores Renault 4CV. 

Herefter flyttede vi til Aalborg, hvor min far fik job. Vi boede i Grønlænderkvarteret , som det hed, da gaderne var opkaldt efter forskellige Grønlandsfarere.  Her boede vi et par år inden min mor blev bestyrer af et plejehjem i Terndrup syd for Aalborg. Vi flyttede ind i bestyrerboligen, som lå oven på plejehjemmet. Der blev vi, indtil min mor var træt af at kunne blive kaldt på arbejde hele døgnet. “Ka´ Fruen ikke lige komme ned”?, lød det. Hun var den eneste sygeplejerske på plejehjemmet.

Jeg fik lov at få et værelse på det der hed pigegangen; der hvor alle de unge ansatte piger boede før i tiden. Det lå for enden af en lang og mørk gang, og det var lige dele uhyggeligt og dragende at bo der. GIK de igen, de piger, der nu for længst var døde og borte?

For min søster og mig var det nærmest magisk med 30 bedsteforældre boende lige neden under os. De havde alle sammen en slikskål, som de ikke var karrige med, hvis man gad at sidde og sludre lidt. Og hvis man kunne se igennem fingre med det fine, tynde mælkehvide lag der oftest var henover den lettere aldersstegne chokolade. Nogle af dem havde faktisk haft et spændende liv, og var vokset op i en tid hvor fortællekunsten  sammen med dampradioen, var datidens underholdning i de små hjem. Så mange gange glemte jeg faktisk helt at gå, selvom slikskålen var tom. 

Dengang hed det et hvilehjem, og mange af de mandlige beboere var flyttet ind fordi konen var gået bort, og de ikke selv kunne lave mad eller føre hus. Så nogle af dem var ikke meget mere end halvtreds, måske tres år gamle.

Den aldersgruppe der i dag cykler i Lycra og Spandex, stolt fremvisende deres velmagtsdunk midt på maven; kører på store motorcykler mens de hører Thin Lizzy og i hvert fald ikke synes de er bare tilnærmelsesvis gamle. Sikke et skred på så forholdsvis få årtier!

 Men så kom der et husmandssted til salg 2 1/2 km. udenfor byen, og det købte mine forældre. Anna og Alfreds hus, som vel nu efterhånden hedder Ingrid og Kais hus.

Der var brændekomfur i køkkenet som var forbundet med en radiator i stuen. Det var eneste varmekilde, så der var nok at gå i gang med. Jeg insisterede på at få et af de uisolerede værelser ovenpå. Jeg har vel været otte år gammel på det tidspunkt, så det var ved at være på tide at få lidt privatliv. Jeg elskede det værelse, men kan også huske is-laget på dynen om morgenen når det var vinter.

Huset er omgivet af ti tønder land, som jeg tiggede og bad min far om at jeg måtte pløje og harve med den medfølgende Fordson Dexta benzintraktor. Jeg kan stadig genkalde mig lugten af vendt muld bag mig, når jeg sad der stor og mægtig i førerhuset i mit 37 hestekræfters kongerige.

En plov og en harve var det eneste vi havde af gejl til Fordson traktoren, så maskinstationen måtte gøde, så og høste. Efter et par år på den måde, regnede min far ud at vi havde et overskud på 150 kr. årligt når alt var talt sammen. Jeg synes det lød godt og tænkte at så kunne jeg måske få løn; mit fædrende ophav mente derimod at vi skulle leje jorden ud. Min mening blev nok hørt, men ikke efterlevet og jeg har ikke siddet i et traktorsæde siden. Måske en karrieremulighed, når/hvis jeg bliver voksen?