Bob Marley, Blenstrup kro og mig

 Jeg opdagede Bob Marley ved et tilfælde, da Danmarks Radio sendte en koncert i TV. Jeg vidste bare at et orkester udelukkende bestående af mørklødede mænd og damer skulle spille. Det alene var jo usædvanligt dengang på vores breddegrader, og jeg fik heldigvis sluttet min båndoptager til tv ´et og optaget koncerten.

Det bånd kørte i en uendelighed i tre- fire år, indtil jeg fik en pladespiller, et anlæg og selv kunne købe de væsentlige Bob Marleyplader. Jeg husker mig selv på min Wanderer cykel  med tre Torpedogear, batterihorn og bakspejl, kørende med Bob Marley i min Walkman på vej de tolv kilometer til Blenstrup kro.

Jeg vidste at jeg var nødt til på forhånd at neutralisere den plastic-agtige lyd af tidens hits, som for mig var musikalsk gift. Måske skyldes det at jeg hverken havde held på dansegulvet eller med pigerne til netop den musik. Firserne var og bliver aldrig mit musikalske yndlingsårti. 

 På min skole kunne eller nærmere skulle man vælge mellem Abba og Gasolin. Det var de to muligheder man havde. Abba var for alle og Gasolin var for drengene med cowboyjakke og langt nakkehår. Jeg fik aldrig valgt, men nyder da ind imellem begge orkestre. Bob Marley støttede mig moralsk og musikalsk både på turen ud og hjem.

På Blenstrup kro gik man på diskotek i kroens gildesal beklædt med brune træpaneler, og med en smal aflang højttalersøjle i hver side, som skreg musikken ud over os.  De serverede gladeligt Blå Thor for en purk på 39 kilo, og en cirkahøjde svarende til to Smølfer ovenpå hinanden.

To-tre af de stærke øl, kaste lidt op i busken udenfor og så hjemad på min trofaste ganger. Fredag efter fredag. Den cykel havde en slingrende tendens; specielt på hjemturen fra kroens diskotek i firserne. 

Jeg havde lovet mine forældre at ringe hvis cyklen blev beruset, og en gang hvor jeg tog imod tilbuddet, kom min far i vores gule Citroën Dyane 6.

Det var vinter, og da han rullede op foran kroen i sne og slud, hvor vi alle stod og hang ud når kroen lukkede, blev der peget fingre og grinet af “Pædagog-Jaguaren”. Jeg sprang ind på forsædet og sagde:”Gør noget, far”!

Den gamle var ikke rådsnar og havde godt set de store landmandssønner håne og spotte vores fine voiture française, så han gassede den helt op, og slap koblingen brat. Metalpiggene i de pigdæk han havde monteret, gav den fineste gnistregn efter os mod asfalten. Vi efterlod en måbende østhimmerlandsk landsby, og det blev aldrig senere nævnt.

Jeg er mit fædrende ophav evigt taknemmelig!